Næslandet.dk

Skyggevæsen

 

Skyggevæsener er endnu et af de væsener, ingen i nutidens Næsland har set med deres egne øjne. 

Beretningerne går på et fuglelignende væsen, der var skabt af skygge, og som udelukkende nærede sig ved andre dyrs eller menneskers skygge. Det kunne dog ikke fysisk indvirke på levende væsener - kun andre magiske væsener som det selv.

Fuglen var albatroslignende med lange, smalle vinger, men med krumme kløer og røde øjne. Den var i stand til at opløse sin krop, så den kunne trænge gennem selv den trangeste åbning eller sprække.

Den eksisterede ikke af sig selv, men var frembragt ved hjælp af stærk og mørk magi, og den skulle have eksisteret i tiden før den Første Store Krig, hvor Radixfolkets forfædre nedbrændte Lysets Eg.

Skyggevæsenet forsvandt for bestandig under krigen.

I tiden før krigen fandtes der derfor Lysfolk, der blev kaldt 'de skyggeløse' - folk, der uden at vide det, var blevet opsøgt af et skyggevæsen, der havde fortæret deres skygge. Ingen anden påvirkning, fysisk som mental, var at spore hos ofrene - kun den manglende evne til at kaste skygge.