Næslandet.dk

Skelvogtere

 

Skelvogtere er skabt af stenånder, som er en ældgammel, dødbringende naturkraft, der bebor det meste af Næslandets grundfjeld.

Tilblivelsen af Skelvogterne er fra forfatterens side inspireret af myterne om de underjordiske og den gamle overtro fra dansk folklore, der knytter sig til landets mange sogne- og markskel.

Skelvogterne er opstillet på lange rækker - både oppe på jorden, men også dybt nede på havbunden. 

Herfra vogter de nidkært over skellet. De er bundet til skellet og kan på landjorden kun bevæge sig nogle få hundrede meter væk fra det, inden de må vende om.

Et par eksempler på fremtrædende landskel er Den Yderste Vej, der har til formål at beskytte Muldnæs - den by, fortællingens hovedperson, Oona Frændegod, vokser op i.

Et andet er det dobbelte skel, der omkranser Essenskov.

Til gengæld kan de bevæge sig lodret, så langt de ønsker.

De kan finde på at lade en del af deres krop stige op til havoverfladen i en anden form, som for eksempel en havfugl eller en uskyldigt legende delfin. Men ser man nøje efter, vil man opdage, at dyret er lavet af sten.

Luftrummet over Skelvogterne - både på land og ude over havet - er således godt bevogtet, fordi deres rækkevidde ved lodret opadgående bevægelse er uendelig. Bevægelsen nedefter bremses dog af grundfjeldet.

I luftrummet er Skelvogterne i stand til at indlede et lynhurtigt angreb mod eventuelle indtrængende, som forsøger at overflyve skellet. I rasende fart skyder de op nede fra havbunden eller fra jorden og går til angreb.

Forsøger nogen at grave sig under skellet, går de til angreb her.

I dvale ligner de blot rektangulære, uregelmæssige stenstøtter, mosklædte og slidte af tidens tand.

Når de vækkes til live, bryder lange kraftfulde lemmer af sten ud fra torsoen i løbet af et splitsekund, og et hoved kommer til syne for oven. De har kløer på længde med sabler og lange skarpe tænder af sten. Øjnene er bittesmå og lyser kraftigt, når vogteren bliver enten vred eller går til angreb. 

Angrebet består af en hurtig og voldsom rotation af hele den enorme krop, og de lange kløer fungerer således som savklinger, der flår modstanderen itu.

Baggrundshistorien for Skelvogternes tilblivelse handler om, at det til sidst blev for svært for Lysfolkets troldmænd og heksemestre at sikre det mod indtrængende Radixfolk ved hjælp af de luftskjold, der havde været anvendt i århundreder.

På et tidspunkt lykkedes det magtfulde troldmænd af Lysfolket at undertvinge stenånderne deres vilje, og sådan blev de i stand til at udnytte åndernes enorme kræfter til at skabe et værn mod Radixfolkets indtrængen.

Det er dog først i nyere tid, at skellene er blevet udbygget tilstrækkeligt til at sikre landet godt nok mod truslen fra Radixfolket, for processen med at få magt over stenånderne er uhyre vanskelig og tidskrævende.

Kun de allerstærkeste troldmænd er i stand til at udøve den magi, der kræves - heriblandt troldmanden Marddin Radulfir og flere Næslandshekse.

Nogle steder - særligt i landets nordlige egne og omkring Svinevig - er stenånderne dog for vilde og uregerlige, og man må opgive at undertvinge dem magien, der skal gøre dem til lydige Skelvogtere.

Mange af dem vender hurtigt tilbage til det mørke grundfjeld, de blev forsøgt manet frem fra, men flere får smag for livet over landjorden og stikker af.

Derfor findes der vilde Skelvogtere rundt om i landet, men størstedelen har fundet vej ind under Essenskov via undergrunden, hvor de lever det frie liv over og under jorden.

Det er kun de vilde Skelvogtere, der er i stand til at rejse ud og ind af Essenskov uhindret, da de jo er en del af det grundfjeld, de kontrollerede Skelvogtere også er skabt af. Desuden tjener de vilde Skelvogtere ingen - heller ikke Radixfolk - så de Skelvogtere, der vogter skellene omkring Essenskov, lader dem frit passere.

Ingen menigmand passerer ellers tomhændet de dystre skel.

Der kræves et blodoffer for at få lov til at passere - som oftest i form af en halv okse eller lignende, men mindre kan somme tider også gøre det.

Kun trolddomskyndige af Lysfolket, som har kendskab til magien, der skaber Skelvogtere, kan ved hjælp af en besværgelse passere uden at bringe et offer.

Blodofferet placeres ved jordskel på et dertil indrettet stenalter, som sænkes ned i jorden. Til havs og fra luften kastes det ud, før skellet nås.

Gennem blodofferet fornemmer Skelvogterne, om de passerende tilhører Radixfolket eller ej, og derefter lader de dem enten passere eller går til angreb.

Ofrene havner i såkaldte 'stenkister', som er Skelvogternes fælles mavesæk. Stenkisterne er kæmpestore underjordiske kamre, der opløser ofrene og overgiver næringen til vogterne gennem jorden.

I nutidens Næsland findes skellene mange steder, og de kontrolleres af særligt udvalgte hekse og heksemestre.

Der kræves megen styrke og magtfuld magi for at holde dem i ave, men så længe vogterne er under kontrol, er de et effektivt og uundværligt værn mod Radixfolket.