Næslandet.dk

Ovisulve

 

Ovisulve omtales i Næslandets ældgamle mytologi som et væsen, der er halvt får - halvt ulv.

Vendingen: 'en ulv i fåreklæder', har her været forfatterens inspirationskilde til udviklingen af Ovisulvene.

Selvom Ovisulvene er en del af de mange myter, der omgiver Næslandet, er de aldrig nogensinde blevet observeret. Tilbage i tiden fik de ofte skylden for ulykker, ingen kunne forklare, eller overfald og drab, der fandt sted, uden nogen kunne finde frem til de skyldige.

Grusomme beretninger beskriver, hvordan uskyldige fåreflokke, som drev rundt i områderne omkring Essenskov, pludselig gik til angreb på små forsvarsløse landsbyer.

Fårene skulle efter sigende have krænget deres skind fri af en blodig og gruopvækkende krop, som var skjult under den bløde uld, og de væsener, der brød ud, var nådesløse og ustoppelige i deres jagt på frisk kød.

Ovisulvene blev beskrevet som lynhurtige og umættelige. Ofte nedslagtede de hele landsbyer i løbet af ganske få timer.

Deres kroppe var langstrakte, blodige og uden hud, og deres lange lemmer var udstyret med drabelige kløer. Lange kødtrævler, som rev sig løs af deres muskler under kamp, samlede sig hurtigt til hele muskler igen. Deres hoveder bestod af næsten kødløse fårekranier, men med tandsæt som ulve.

Lige inden hamskiftet gik i gang, drejede deres pupiller fra fårets vandrette til et reptils lodrette og var dermed en advarsel til offeret om at se at komme væk.

Men som sagt har ingen mennesker i nutidens Næsland set disse uhyrer, og fortællingerne om Ovisulvene bruges mest til at advare børn om at begive sig for langt væk fra hjemmet på egen hånd.