Næslandet.dk

Fimbriald Dolomedes

 

Fimbriald Dolomedes er en af Lysfolkets største troldmænd.

Han er i stand til at hamskifte til magiske væsener, hvilket gør ham både uhyre farlig og magtfuld. Derfor lever han et liv i det skjulte, da det vil være en katastrofe, hvis han havner i kløerne på Radixfolket, der drømmer om at få ham i sin magt.

Dolomedes ved, at hamskiftet en dag vil overtage hans sind og efterlade ham som et dødsens farligt væsen i den mørke magis vold. Derfor har han indgået en pagt med troldmanden Marddin Radulfir, der skal gøre en ende på hans liv, den dag hamskiftet kommer ud af kontrol.

Dolomedes er et Araknom, hvilket har at gøre med hamskifte til forskellige typer af spindlere - ofte i forbindelse med vand. Han er blandt andet i stand til at bevæge sig rundt under vandet i en elastisk luftboble.

Navnet og karakteren Fimbriald Dolomedes er inspireret af edderkoppearten Dolomedes Fimbriatus, som er en rovedderkop, der netop også lever i vandet. 'Dolomed' er græsk for snu eller bedragerisk.

Efter årtier som hamskifter har Dolomedes' fysiske fremtoning ændret sig markant.

Fra at være en høj, muskuløs troldmandslærling, er han nu uhyggeligt mager og klædt i sort, stramtsiddende tøj. Hans negle er forsvundet fra hænder og fødder, ligesom disse er blevet ekstremt små, og hans ben er unaturligt lange i forhold til overkroppen.

Også ansigtet er mærket af Araknomets magi, hvorfor hans øjne er uden øjenlåg og kun består af to små, sorte pupiller. Kæberne er brede og kantede og er dækket af lang, spredt, musegrå skægvækst. Håret er langt, sort og redt stramt tilbage i en pisk i nakken.

Hans stemme er meget dyb, når han taler, og han kan være temmelig svær at blive klog på, fordi hans ansigt er udtryksløst. Det er derfor primært hans kropssprog og stemmeføring, der afslører hans sindstilstand.

Trods sit navn, ildevarslende udseende og sære opførsel, tjener han det godes sag - i hvert fald så længe han er i stand til at opretholde kontrollen over sit hamskifte.

Dolomedes har en lang og tragisk historie bag sig; en historie, der ligger til grund for, hvorfor han i sin tid valgte at lære at hamskifte til magiske væsener - velvidende, at han med tiden vil miste sig selv fuldstændigt.